Min politik

Borgerne skal have mulighed for aktivt at deltage i demokratiet

Der er behov for, at vi alle deltager i demokratiet. Det er både en ret og en pligt i et demokratisk land. Én af de ting Folketinget kan gøre, er at dele ud af magten. Beslutninger om hvilken vej vi skal udvikle os, skal tages så tæt på borgerne som muligt og helst af de borgere, som berøres af beslutningerne. Vi skal kort sagt udvikle vores demokrati, så det rækker længere ud og dybere ned i vores samfund.

For eksempel bør udviklingen i den enkelte folkeskole være orkestreret af lærere, ledelse,  forældre og til dels børnene. Altså af de mennesker, der har deres daglige gang i skolen. Ved at give udviklingsretten og –pligten til dem, der berøres, vil vi få en skole, der er mere engagerende for både børn og lærere, en skole, der i højere grad er tilpasset de omgivelser, den skal fungere i, og en skole, der lærer vores børn, at man har et ansvar for sig selv og sine kammerater.